Det er med en stor klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen, at jeg vil skrive denne beretning. Dette fordi, når først man har været i Colombia og har prøvet at blive mødt med den enorme gæstfrihed og varme, som colombianere har, så er man forelsket for livstid.

Beretning om gensyn med Colombia, Ayúdame og vores sponsorbørn

Af Britta Kjærgaard

Vi er en familie på 4, som består af mor Britta på 46 år, far Reino på 48 år, Signe Ximena på 16 år samt Rasmus Camilo på 12 år. Signe og Rasmus er adopteret fra Ayudame i Colombia og vi hentede dem i hhv. år 2000 og 2004. Vi har siden været på 2 tilbagerejser i Colombia, nemlig i 4 uger i juni 2009 og så igen 4 uger i marts/april 2015. Begge gange har været helt fantastiske rejser med masser af gode oplevelser. Men en af de ting som virkelig har gjort vores tilbagerejser helt specielle er mødet med Ayudame og vores 2 sponsorfamilier. Vi har Erica, som bliver 17 år i maj 2016, og hende har vi haft siden 2002, hvor hun var 2 år. Derudover har vi Pedro, som er 14 år, og som vi har haft siden 2004. Begge familier har vi knyttet et meget tæt , ja nærmest familiært venskab til - specielt efter vi har haft fornøjelsen af at være sammen med dem op til flere gange. Ligeledes har vi fået et helt specielt og varmt forhold til Maria Clemencia, som ejer og leder børnehjemmet Ayudame.


Mødet med Maria Clemencia og Ayudame i 2000, 2004, 2009 og 2015:

Vi mødte Clemencia for første gang den 11/4 2000, hvor vi hentede vores dejlige lille datter Signe Ximena Kjærgaard. Overdragelsen af Signe foregik rent faktisk hos Clemencia’s mor i hendes private hjem, men Clemencia var også til stede. Det var en helt fantastisk oplevelse og meget speciel, da det foregik i deres private hjem. Efter nogle dage var vi på besøg på Ayúdame, hvilket også var en kæmpe oplevelse. Det var vores oprigtige indtryk, at børnene havde det godt og fik alt den nærhed/omsorg, som der var mulighed for at give.

I 2004 var vi igen på vej til Colombia og denne gang for at hente vores dejlige lille søn Rasmus Camilo Kjærgaard. Denne gang foregik overdragelsen på selve Ayúdame. Dette var dog lige så speciel og stor en oplevelse. Signe fik lov til at gå med op på stuerne for at hente Rasmus, så hun var den første af os, der så ham ”live”. Vi voksne måtte så pænt vente med spænding på, at Signe og Clemencia kom ned ad trappen med en lille søvnig dreng, som lige var blevet vækket af sin formiddagssøvn. Men hold da op, hvor det gav et sug i maven (af den rigtig gode slags), og hvor var Clemencia fantastisk til at gøre dette til et helt specielt øjeblik for os alle. Hun var nærværende, engageret, indlevende og gav sig selv fuldt og helt ud . Vi var flere gange tilbage på Ayudame, da Rasmus skulle følges nogle dage pga. astma og fysioterapi. Men igen oplevede vi den kærlighed, som omgav børnehjemmet, og selv om der måske godt kunne være mere personale, så gør de ansatte virkelig et helt igennem fantastisk stykke arbejde.

Overdagelsen af Signe i 2000

Overdragelsen af Rasmus i 2004

Kram, 2004

I 2009 var vi så på vores første ”gensynsrejse” til Colombia,og vi var afsted i 4 uger. Denne gang havde vi 2 besøg på Auydame, men dette var på en anden adresse, for Ayudame var i mellemtiden flyttet. For børnenes skyld kørte vi forbi det ”gamle” Ayudame, så de kunne se bygningen, og bagefter var vi ude på den nye adresse, hvor vi fik en rundvisning og en lang snak med Clemencia. Igen en af de stunder, vi efterfølgende har værdsat meget højt - det sætter store positive aftryk i vore hjerter og er noget af det, vi nok aldrig glemmer. Det betød også rigtigt meget for Signe og Rasmus, og de har også siden knyttet helt specielle bånd til Clemencia.

Udenfor det gamle Ayúdame.

I 2009 rejste vi sammen med Helle, Henning, Emil og David

Maria Clemencia med Signe, Rasmus, Emil og David omkring sig bladrer sig igennem et fotoalbum af børnene 

Maria Clemencia I Danmark, her sammen med Signe, Rasmus, Sarah og Simon

I 2015 gik turen så tilbage til Colombia igen på ferie i 4 uger. Denne gang havde vi fået en aftale i stand med Clemencia om at byde hende på frokost på en restaurant, inden vi skulle ud at se Ayudame igen. Dette var vel nok noget af det hyggeligste, vi har oplevet i mange år. Dette var nogle helt specielt gode timer, hvor vi fik snakket om rigtig mange forskellige ting og samtidig fik grinet en masse.

Bagefter kørte vi i samlet flok ud til Ayudame for at få en rundvisning. Først var vi sammen med de lidt større børn i en times tid, hvor vi fik leget og fik delt noget slik ud, som vi havde med. De nød virkelig al den kontakt, og vi andre nød det lige så meget.

Bagefter gik vi ovenpå, hvor vi fik lov til at bruge nogle timer på at være sammen med de små børn. Vi fik både skiftet ble, leget og snakket, og vi fik endda også lov til at give sutteflasker. Hvor er det en fantastisk oplevelse og meget intens - kan næsten ikke skrive dette uden at græde af både glæde og længsel. Nogle fantastiske børn, som ”bare” venter på en familie. Vi fik også snakket en del med både Clemencia og hendes datter. En helt igennem minderig dag.

Inden vi rejste hjem fra vores fantastiske rundrejse i Colombia, var vi endnu engang på besøg på Ayudame, og vi fik leget med de store børn igen. Desværre kunne vi ikke være sammen med de små børn igen, da de var ramt af en virus. Det var med våde øjne vi krammede Clemencia farvel, men vi blev enige om at sige på snarligt gensyn i stedet for farvel. Efter hjemkomst til Danmark er oplevelsen med at besøge Ayudame nok et af de helt store øjeblikke ved vores rejse, og begge vores børn har siden holdt foredrag i klassen om hele vores rejse og oplevelser.

SIgne og Rasmus med maria Clemencia i 2015

Gruppefoto i Ayúdames forhave

på restaurante med Maria Clemencia 

Hyggestund med Maria Clemencia, skål!

Udover Ayudame bød vores Colombiatur på mange andre gode oplevelser: I Bogota: Monserate, div. museeer, den gamle bydel La Candelaria, downtown, Hard Rock Cafe, Tivoli, byrundtur, set foldboldkamp på stadion samt gåture rundt i byen til div. indkøbscentre. Udenfor Bogota: Lake Guatavita, 3 dage i byen Villa De Leyva , keramikbyen Raquira, spisning på den skøre restaurant ”Andres Carne del Res” i Chia og saltminen Nemocon. Vi var også 10 dage i Santa Marta, hvor vi nød daselivet ved det caribiske hav samt en sejltur ud til Tayroona Nationalpark. Herudover en sejltur ud til en lille ø, hvor man kunne svømme med delfiner.

Efter Santa Marta drog vi afsted til byen Minca på Sierra Nevada bjerget. Dette blev nok også en af de større oplevelser, vi har haft. Vi boede 3 dage ude midt i ingenting i en bambushytte, hvor vi var omgivet af op mod 300 forskellige slags fugle. Vores hytter (Ecohabs) var bygget kun af bambus og trådnet, og man kunne derfor høre alle lyde fra dyr og fugle både dag og nat. En meget specielt og helt igennem fantastisk naturoplevelse. Vi hyrede en guide, der kaldte sig for Jungle Joe, og vi havde en hel dag sammen med ham, hvor vi fik set Colombia’s ældste kaffeplantage, fik besøgt en lokal mand, der fremstillede cacao. Vi fik badet i en bjergsø med vandfald, hvor vandet var smeltevand oppe fra bjergtoppene (iskoldt, men krystalklart).

Rasmus omringet af duer, Bogotá

Gadegøgl, Bogotá

Signe omringet af duer, Bogotá

Stadion

Downtown Bogotá

Hard Rock

Keramikbyen Raquira

Bambushytte

Bjergsø med vandfald

Mødet med sponsorbarnet Erica og hendes mor i 2004

I 2004 havde vi den store fornøjelse at møde Erica for første gang. Vi skulle mødes med dem på Orientame’s kontor i Bogota, og vi husker dagen, som var det i går. Da vi kom ind på kontoret sad der en lille, meget stille, men helt utrolig sød og smuk pige sammen med sin mor. Erica var meget genert, men vi fik snakket og fik overrakt hende en masse gaver, som vi havde med, bla. tøj, legetøj og billeder. Vores datter Signe faldt med det samme i hak med Erica (begge 4 år gamle) og det var helt utrolig skønt, at se de 2 piger sammen. Allerede dengang blev der knyttet bånd. Vi hyggede i nogle timer, inden vi med tårer i øjnene tog afsked og sagde på gensyn. Inden vi forlod dem fik vi lov at give lidt penge til Erica’s mor, så hun kunne købe nogle dagligvarer med hjem.

Mødet med sponsorbørnene Erica og Pedro samt deres mødre i 2009

På vores 4 ugers ferie i Colombia i 2009 havde vi heldigvis også den store fornøjelse både at møde Erica og hendes mor, men også vores sponsordreng Pedro og hans mor, som vi skulle møde for første gang efter at have støttet dem i 5 år. Vi skulle mødes på det samme kontor hos Orientame som i 2004. Det var med meget stor spænding, at vi kørte mod Orientame. Vi havde medbragt en helt masse tøj og ting fra Danmark til begge familier. Da vi parkerede ved Orientame kunne vi se 2 små hoveder med meget store smil kigge ud af vinduet, og som den store ”tudemarie” jeg er, så måtte jeg allerede der fælde den første tåre. Det var så fantastisk at se begge børn, og man kunne virkelig mærke, at der var en god stemning allerede fra starten. Efter et par timer på kontoret, hvor vi fik snakket (gennem vores tolk) og fik overdraget en masse tøj, bestemte vi, at vi ville invitere begge familier med ud og spise. Vi kørte alle mand ud til et storcenter i Bogota. Da vi kom ind, kunne vi godt se, at det bestemt ikke er et sted de normalt kommer. De havde i hvert fald aldrig prøvet rulletrapper, og det var virkelig en overvindelse for dem at springe på den. Vi startede i en legetøjsbutik, hvor både Erica og Pedro fik et beløb hver, så de kunne købe en ting, som de ønskede sig. Erica fandt sig en pakke med en dukke og tilbehør, og Pedro fandt sig en hotwheels bane og en fodbold. Derefter gav vi mødrene et beløb hver til at gå ned i supermarkedet og handle nogle dagligvarer, og imens tog vi Erica og Pedro med i et indendørs tivoli/spillehal. Det var en fornøjelse at se, hvordan vores Signe og Rasmus hver især fandt sammen med henholdsvis Erica og Pedro. De nød virkelig at lege sammen. Signe kom spontant hen til mig og sagde: Mor det er jo slet ikke nødvendigt at tale sammen, mig og Erica laver bare noget tegnsprog, og så forstår vi hinanden. Hvor er det fantastisk.”   Efter at mødrene havde handlet, og vi havde leget med børnene, så gik vi alle på burgerbar og fik os en ordentlig menu. Resterne blev nænsomt puttet i en doggy-bag og dem tog hver familie med sig hjem. Som afslutning på en fantastisk dag gav vi begge mødre penge til at tage en taxa hjem. Hvis de skulle med en bus hjem til syd Bogota, så ville det tage mellem 2-4 timer, og muligheden for at de blev frarøvet de ting, de havde fået i løbet af dagen, var til stede.

Inden vi rejste hjem, havde vi egentlig bestemt, at vi ville mødes med begge familier igen, men desværre var Erica på ferie hos noget familie. Men Pedro, hans mor, storesøster og storebror samt kusine ville meget gerne mødes med os igen, så vi satte dem stævne på Hotel Halifax, hvor vi boede. Vi havde aftalt med en fra hotellet, at hun ville være med som tolk. Det var virkelig gensynsglæde, da Pedro og familie mødte op på Halifax, og børnene gik straks i gang med at lege. Vi andre nød at sidde og snakke i pejsestuen samtidig med, at vi fik lidt kaffe og kage. Vi fik denne gang virkelig tid til at snakke om både deres liv og vores liv og om forskellene på Colombia og Danmark. Efter et par timer drog vi afsted mod Karens Pizza, hvor vi nød en god frokost og derefter gik vi en tur i Chicopark, hvor vi bare hyggede/børnene legede og nød hinandens selskab. Afslutningsvis gik vi på vej tilbage indenom MC Donalds og fik os en is. En helt igennem meget rørende, hyggelig og dejlig dag, som vi stadig mindes med glæde.

Signe og Rasmus, 2009

 

Mødet med vores sponsorbørn i 2009

Det colombianske flag

Mødet med vores sponsorfamiler i 2015

Efter 6 års opsparing/venten har det igen været muligt for os at tage til Colombia på ferie. Vi var afsted i 4 uger fra den 8/3 til den 8/4 2015. Det blev ganske enkelt en fantastisk oplevelse. Nu er børnene blevet så store, at de virkelig får noget ud af sådan en rejse og kan huske det hele. Vi fik oplevet rigtig mange ting og steder, så vi er stadig helt høje efter denne skønne, skønne rejse til vores børns fødeland. Skulle der i øvrigt være nogen som har lyst til at høre noget mere om vores tilbagerejse, er man meget velkommen til at kontakte os pr. mail på fam_kjargaard@hotmail.com. Vi deler gerne ud af vores oplevelser/erfaringer.

Nå, men nu tilbage til vores ”børn/familier” i Colombia. En af de helt store ting vi havde set frem til, var selvfølgelig at gense Erica og Pedro, så dette havde vi helt på plads inden vi rejste hjemmefra, og de glædede sig mindst lige så meget til at se os. Lørdag den 14/3 skulle vi mødes med Erica og hendes mor. Vi havde bestemt, at vi skulle mødes ved Monserate, hvor Erica havde et meget stort ønske om at komme op. Hun havde hørt så meget om, at det skulle være så smukt deroppe, men det er et sted som de ikke selv har råd til at tage op. Så derfor valgte vi at give dem den oplevelse. De var der som aftalt, og det var med glædestårer i øjnene, at vi sprang hinanden om halsen. Hvor var det bare dejligt at se dem igen, og hold da helt op, hvor havde Erica forandret sig fra en lille pige til en smuk ung teenager. Det var utrolig skønt også at se Signe og Erica sammen igen. De 2 er bare så glade for hinanden. Efter at vi havde fået sagt ordentligt hej, købte vi billetter til togbanen, som skulle køre os til toppen af Monserate. Vi havde virkelig nogle hyggelige timer, hvor vi både nød den smukke udsigt ud over Bogota samt nød bare at være sammen igen. Erica havde også en onkel og nevø med, som det også var rigtig dejligt at være sammen med. Efter Monserate kørte vi ned downtown Bogota, hvor vores chauffør/tolk Jorge Ricoh kendte en lokal restaurant, hvor vi kunne spise. Vi fik en god middag, hvor vi fik snakket en masse og efter middagen gik vi videre ned til en cafe, hvor vi kunne få en kop kaffe og et stykke kage. Vi sluttede dagen af med at aftale at vi skulle mødes igen når vi vendte tilbage til Bogota fra Caribien (Santa Marta).

Med Erica og hendes familie på Monserate

Udsigten fra Monserate

Gruppefoto sammen med Pedro og hans familie

Dagen efter havde vi sat familien Pedro stævne ved Tivoliparken Salitre Magico. Vi havde sagt ja til at 8 familiemedlemmer kunne komme med, og vi skulle mødes ved indgangen til tivoli kl. 10.00. Dem der var inviteret var Pedro og hans mor, hans storesøster og hendes lille pige på 2 år, hans storebror og kæreste samt deres 2 drenge på 4 og 5 år. Desværre kom dagen lidt dårligt fra start, da de ikke mødte op til den aftalte tid og efter at have ventet i en time, ringede vi dem op for at høre, hvor de blev af. Vores chauffør blev en anelse sur på dem, da han synes, at de burde møde op til tiden, når de nu blev inviteret til en hel dag i tivoli med turbånd og mad. Men senere fandt vi så ud af, at det faktisk var fordi, de ikke havde penge til den sidste bus og måtte gå rigtig langt med alle de små børn for at nå ud til os. Så opstarten var lidt anspændt, men vores chauffør/tolk fik blødt op på situationen, og vi prøvede at få dem til at slappe af og nyde dagen, og det lykkedes da også til fulde. Vi tror, det er en familie, som virkelig kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor også har det rigtig svært. Vi havde en super dejlig dag sammen, hvor specielt børnene og de unge fik prøvet en masse forlystelser sammen. Pedro nød virkelig at være sammen med os og var så glad hele dagen. Vi fik også spist et stort måltid mad i burger-restauranten og fik overdraget alle de gaver, vi havde med til dem. Derudover gav vi hver af dem et pengebeløb som kunne bidrage til hjemturen samt til indkøb af nogle madvarer til hjemmet.

Strandselfie, Santa Marta

Solnedgang, Santa Marta 

Afslapning i Santa Marta

Bjergbyen Minca 

Rasmus, Signe, Simon og Sarah

 

Britta og Reino

Efter 10 meget skønne dage i Santa Marta og Minca var vi den 25/3 tilbage i Bogota, og allerede den 28/3 aftalte vi at mødes med Erica igen. Sidste gang vi var i Colombia havde vi 2 dage med sammen med Pedro og familie, så denne gang var det Erica’s tur. Vi havde bestemt, at vi ville mødes og spise på Crepes&Wafles, hvilket vi gjorde i et stort indkøbscenter, og bagefter kørte vi videre til en stor lokal butik med tøj. Det var en 4 etagers bygning med billigt tøj, hvor de lokale colombianere køber deres tøj. De har simpelthen ikke råd til at handle i de store fine shoppingcentre. Vi ville nemlig give Erica et sæt tøj, men hun kunne ikke rigtig finde noget i den butik, så hun fik et beløb til at købe tøj for i en butik i det område, hvor de bor. Senere viste hun os så et billede af de 2 sæt tøj og undertøj, som hun kunne købe for det beløb vi havde givet hende. Erica’s mor og Jorge Ricoh havde snakket om, at vi kunne være en mulighed at slutte dagen af med, at vi kørte Erica og hendes mor hjem, og så kunne vi ved den lejlighed se, hvor og hvordan Erica bor. Dette blev virkelig en stor oplevelse, selv om man er lidt beklemt ved situationen. Men det hele virkede meget naturligt og afslappet, og det blev virkelig en dag som har printet sig ind i vores hukommelser. Det tog 3 timer at køre ud til det sydlige Bogota, og vores bil havde virkelig svært ved at komme op af de høje stigninger, vi skulle op ad for at komme til Erica’s hus. Da vi nåede derop kom Erica’s far og bror os i møde og bød os velkommen/indenfor. Der var meget pænt og ryddeligt overalt, men boligen var bestemt ikke stor, men det var deres hjem – og de var stolte af det. Det eneste værelse Erica og hendes bror har, er en køjeseng i en åben mellemgang, hvor der kun lige er plads til at krybe ind i sengen, så det står i stærk kontrast til, hvad børn i Danmark har/forventer. Men en stor oplevelse for vores børn også at se, hvordan Erica lever, og vi fik da også at se, hvor hendes skole er. Også denne dag sluttede af med store krammere til alle.

Med Erica og familien ved Guatavita søen

Hjemme hos Erica 


Inden vi kørte hjem mod hotellet blev det bestemt, at vi ville invitere Erica, hendes mor og bror med på tur til Guatavita søen nogle dage efter. Vi havde lige nøjagtig plads i bussen til de 3, og da de aldrig rigtig har været udenfor Bogota, så var det en oplagt mulighed for at give dem en stor oplevelse. Og det må man sige at det blev, vi havde en helt fantastisk dag sammen fra kl. 9 om morgen til kl. 20 aften. Først kørte vi ud til et område, hvor de er ved at opbygge en indianerlandsby, hvilket var meget interessant. Vi havde været der i 2009 men for Erica’s mor var det en stor oplevelse, da hun selv stammer fra en indianderstamme i Tolima. Efter rundvisningen og en masse snak kørte vi videre mod Guatavita søen. Vi havde en suveræn skøn eftermiddag, hvor vi fik gået en masse, og det er altid en dejlig oplevelse at se søen, hvorfra begrebet ”Eldorado” stammer fra. Hold da op hvor Erica, Edwin og Claribel nød det, og de var meget trætte og fyldt med indtryk, da vi kørte mod Bogota igen. Vi skulle sætte dem af ved den første busterminal i Bogota og det var så her, vi skulle sige endeligt farvel eller rettere på gensyn. Det endte med at blive den helt store tårevædede afsked. Alle græd som pisket, og Erica var dybt ulykkelig over at skulle sige farvel til os. Jeg havde samlet en masse af de ting, som vi ikke ville have med hjem i kufferten, og vi sluttede med at give dem disse. Det var virkelig hårdt at tage afsked, og vi længes stadig efter dem hver eneste dag. Vi håber en dag at have mulighed for at invitere vores sponsorbørn til Danmark på besøg. Især kunne det være en motivation til Erica, idet vi lovede hende en flybillet om nogle år, hvis hun undgår at blive gravid. Hun kunne nemlig fortælle at en del af hendes veninder allerede er gravide eller har børn. Så jeg håber virkelig, at hun tænker sig om og undgår graviditet de næste mange år. Vi gjorde i hvert fald vores til at fortælle, hvor vigtigt det er med en uddannelse, og at det er okay at bruge prævention.

 

Men lad dette være de sidste ord i vores beretning om mødet med ”vores Ayudame” og ”vores sponsorbørn”. Vi har haft en fantastisk ferie og nogle helt fantastiske møder. Vi glæder os bare til at vi næste gang kan få råd til at komme til fantastiske Colombia.

Britta, Reino, Signe Ximena og Rasmus Camilo Kjærgaard