Mine kære børn på Ayúdame

Af Clara Lucia Tonnisen

En dag sad jeg med en 5 årig dreng på skødet, som pludselig fortalte mig, at han savnede sin mor. Jeg spurgte forsigtigt ind til hans mor og mærkede efter, om han var interesseret i at snakke om dette noget sårbare emne. Han fortalte mig, at de este store børn på Ayúdame skulle hjem til deres familie igen, men at han skulle bo sammen med en ny familie. Uden at tænke nærmere over det, fortalte jeg ham min egen historie.

Jeg er udmærket klar over, at vores historier ikke er ens, da jeg ikke nåede at få et forhold til min biologiske mor og dermed ikke led under et tilsvarende savn. Men jeg fortalte ham, at jeg er fra Ayúdame, har skiftet familie og elsker min familie uendelig højt. Han var meget opmærksom på, hvad jeg fortalte, og det var rørende at sidde og give ham det håb, som han så inderligt havde brug for – og så ved at bruge min egen historie. 

Tilbage på eget børnehjem

Mit navn er Clara Lucia Tonnisen. Jeg er 21 år og blev student forrige sommer. De sidste ti måneder har jeg opholdt mig i Colombia, hvor jeg fik et indblik i kulturen og forelskede mig i colombianerne. Den sidste måned tilbragte jeg med min familie, som havde taget turen til det betagende sydamerikanske land for at hente mig med hjem til Danmark for anden gang. Den første gang var i 1993.

Under mit nylige ophold i Colombia ar- bejdede jeg på det privatejede børnehjem midt i Bogotá, Ayúdame, hvorfra jeg selv er adopteret. Lederen af Ayúdame, Maria Clemencia, er, som jeg har oplevet, at colombianere er flest: tiltalende, opmærksom, kærlig og med et glimt i øjet. Under vores første møde understregede hun gentagne gange, at jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til under mit ophold, at mine behov blev sat i første række, og at jeg skulle betragte Ayúdame som mit andet hjem. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var til mest gavn om eftermiddagen, når de store børn var kommet hjem fra skole, så jeg mødte ind midt på dagen, hjalp med at give de små mad til frokost, legede med børnene hele eftermiddagen og lavede lektier med de ældste, indtil de mindste igen skulle have en hjælpende hånd under aftensmaden. 

Tilbage i marts 1993, hvor mine forældre for første gang hentede mig hjem fra Colombia

Dette foto er at finde blandt de mange fotos som pryder Ayúdames vægge. Jeg viste børnene fotoet og forklarede at jeg også var derfra.

Den daglige udfordring
Det var ikke helt ligetil at give de små børn mad, og de fik for vane at bryde ud i gråd eller opstille en utilfreds grimasse, når jeg kom for tæt på. Jeg drog et lettelsens suk, hver gang jeg skulle give mad til et ube- sværligt, sulten og glad barn, men nogle dage satte den første usamarbejdsvillige simpelthen en kædereaktion i gang blandt de små, hvilket det øvrige personale morede sig en del over. Jeg havde svært ved at hæve stemmen over for børnene – og mene det. Jeg prøvede og prøvede: „Nu SKAL du altså spise. SPIS!“, men de små intelligente hoveder opsnappede den mindste usikkerhed. Efter tabt kamp kom pædagogerne mig på skift til undsætning, tog et fast greb i barnet, sagde „SPIS!!!“ og som ved et trylleslag faldt barnet til ro. Konklusion: jeg tvivler på, om jeg overhovedet var til gavn under måltiderne.

Jeg fik det dobbelte igen
Det var straks lettere at være sammen med de ældre børn, og her kunne jeg virkeligt mærke, at jeg var til gavn. Jeg følte selv, at min vigtigste rolle var at give dem opmærksomhed, kramme dem og kysse dem. Så det gjorde jeg hele tiden! Jeg gav alt den kærlighed, jeg havde i mig og fik det dobbelte igen, for børnene på Ayúdame er heldigvis ikke „ødelagte“, men fyldt med kærlighed. De går og kysser og krammer indbyrdes, og de store er både kærlige og ansvarlige overfor de helt små. De fleste børn var enormt hurtige til at skabe tillid til mig, og resten kom jeg stille og roligt ind på, som ugerne gik. Der var specielt to små drenge på omkring 2-3 år, som jeg i starten ikke kunne komme i kontakt med. Men gennem berøring, kærlig snak og smil fik jeg stimuleret nogle følelser (eller hvad ved jeg), så de lyste op, når de så mig.

Kram

Leg

„Du er min ven!“
Pigerne var meget kærlige og ville hele tiden kramme, men drengene anerkendte mig også hurtigt. Vi legede og legede og legede, og jeg lagde arm med samtlige drenge dagligt. De kunne slet ikke forstå, at jeg var så stærk, og en pige spurgte forundret, om jeg havde været i mange slåskampe. Det var især et hit, når jeg „faldt i søvn“ under kampene og stadig formåede at trække mig sejrrigt ud. Under lektielæsning sad jeg en dag og hjalp en af drengene med at lave et landskab af modellervoks. Efter en vellykket joke, blinkede jeg indforstået til ham, hvorefter han kiggede mig dybt i øjnene og stille sagde: „Du er min ven!“ 
Påskeferie med LEGO®, fodbold og Jesus
Påskeugen tilbragte jeg på det nye Ayúdame i bjergene nær Bogotá med de 15 ældste børn. Før take-off gav lærerinden mig et skemalagt program for hele ugen. Med kun én blok til „fri leg“ vurderede jeg, at programmet vel kunne revideres lidt, så vi legede udendørs hele dagen kun forstyrret af måltiderne og én times tvunget lektielæsning. Da jeg gang på gang overraskede dem under vores leg, nød jeg godt af børnenes fascination; „Wauw, Clara kan tegne, Clara kan løbe hurtigt, Clara er god til at lege med LEGO, Clara er vild til at spille fodbold ...“ Efter aftensmaden blev der klædt om til pyjamas, og vi så film resten af aftenen. No- get overraskende var de mange religiøse film, som kørte i TV i påsken, et kæmpe hit blandt børnene, så jeg har blandt andet set „Biblen“ og „Dagen, hvor Jesus døde“ sam- men med en flok helt opslugte børn.
„Jeg kan se din hjerne“
En af drengene slog hovedet en dag, og jeg gik all in ved at fortælle ham, at jeg kunne se hans hjerne, og at han ud fra hjernens størrelse godt nok måtte være en klog dreng. Joken faldt heldigvis i god jord, og han glemte hurtigt smerten. Resten af ugen kom han dagligt hen for at høre, hvordan det stod til med hans hjerne.
Mine drenge
Jeg synes, det var så dejligt, at drengene også gerne ville krammes. Under de aftenlige filmseancer var det oftest drengene, jeg havde siddende hængende op ad mig og på skødet. Et hoved hvilende trygt på mit bryst, og en kærtegnende barnehånd i min er noget af det mest anerkendende og dejlige, jeg har oplevet.

Lego, fodbold, og Jesus var et hit i påskeugen.

Leg i påskeugen 

Et helt fantastisk søskendebånd
De mange søskendepar på Ayúdame har et helt specielt forhold. Jeg så dagligt, hvordan søskendeparrene holdt sammen og passede på hinanden. Kunne søster ikke spise op, fik bror resten. Frøs søster, fik hun brors bluse osv. Drengene havde derudover en tendens til at blive ret aggressive, hvis nogle gjorde deres søstre noget.
De ældre børn kæmper i stilhed
Selvom børnene er glade, friske og kontaktsøgende, skal man ikke tage fejl af, at tankerne kører på højtryk, og at mange af børnene kæmper i stilhed. Jeg oplevede, at mine kære børn kunne blive lidt triste om aftenen og pludselig bryde ud i stille og hjælpeløs gråd. Om aftenen får tankerne frit løb, om man vil det eller ej. Det tror jeg, vi alle kender til. Pludselig, ofte helt umotiveret, kunne det blive for meget, og ud- sagn som:„Det gør ikke noget, at ingen kan lide mig“ skar dybt ind i mit hjerte. Under leg kunne de finde på at stoppe op for at spørge, om jeg elskede dem. Når jeg dertil svarede, at jeg holdt uendeligt meget af dem, fortalte de lykkeligt, at de også holdt af mig. Hvis jeg i andre situationer hævede stemmen eller bare gav dem et„Nej“, kunne de spørge: „Hvorfor må jeg ikke det, elsker du mig ikke?“. Og jo, det er jeg i den grad kommet til. Mine kære børn på Ayúdame er fyldt med kærlighed, som de dagligt giver af. De er unikke og meget stærke. Jeg holder af dem og har meget respekt for dem.
„Mi vida“, „mi corazón“, „mi amor“
Det er tydeligt for enhver, der har sin gang på børnehjemmet, at lederen Maria Clemencia holder uendeligt meget af børnene på Ayúdame. Det var også en dejlig oplevelse at se, hvor kærligt pædagogerne behandlede børnene. Hele personalet kyssede og krammede børnene, så snart de kunne komme til det, og de tiltalte børnene på bedste sydamerikanske vis med; „mit liv“, „mit hjerte“, „min kærlighed“, „min prinsesse“, „min himmel“ osv...

Min lillebror Mads på besøg på Ayúdame

Denne kære pædagog kan huske Mads fra hans tid på Ayúdame for 21 år siden. 

Adoptionsgruppe-sammenkomst
Foruden mine mange oplevelser med børnene på Ayúdame har det også været en stor oplevelse at komme ind under huden på den colombianske adoptivfamilie, som jeg boede hos. En søndag havde jeg den ære, at være en del af en helt speciel sammenkomst, da parret, jeg boede hos, havde inviteret to ægtepar, som ligeledes har adopteret fra Ayúdame. Jeg var tydeligvis en velkommen ekstra dimension, og parrene spurgte ivrigt ind til min adoption. Jeg svarede ærligt, men måtte hele tiden huske på, hvilken situation mine samtalepartnere befandt sig i: De var adoptivforældre, og mine svar gjorde stort indtryk. Først kom de sædvanlige spørgsmål: om jeg kender min biologiske mor, om jeg har lyst til at opsøge hende, og om jeg er lykkelig med min adoptivfamilie. Jeg fornemmede dog, at det mest tungtvejende spørgsmål var, hvor gammel jeg var, da jeg blev fortalt, at jeg var adopteret. Det satte gang i tankeboksen, men jeg erindrer det simpelthen ikke. Jeg er adopteret, og det er bare en lige så naturlig ting, som det at stå op om morgenen, og det har det altid været. Så mit svar måtte lyde, at det har jeg bare altid vidst. Mit svar faldt i god jord, og der blev sendt forstående, glade og lettede nik hen over spisebordet.
En stor dag
Jeg tog ikke til Colombia for at søge mit biologiske ophav, men min tid på Ayúdame blev på anden vis en stærk og spændende tilbagerejse. Jeg var specielt påvirket den dag, jeg fik lov at overvære overdragelsen af en smilende og bedårende, tykkindet guldklump på bare 51⁄2 måned til en dansk familie. Det at se familien med åben favn og åbent hjerte klar til at modtage en lille ny datter, var en stor og emotionel oplevelse, som for mig blev endnu større ved tanken om, at den eksakt samme følelsesladede scene havde udspillet sig på Ayúdame for 20 år siden, da mine forældre fik mig.

Råhygge med den danske familie, hvis overdragelse af deres yngste guldklump jeg var med til. 

Sammen med det colombianske forældrepar jeg boede ved.

Ayúdame er fuld af kærlighed
Jeg håber sådan på, at flere adopterede unge griber denne helt unikke chance for at vende tilbage til Ayúdame og blive en del af miljøet en gang til. Der kan være mange motiver til at ville prøve kræfter med arbej- det på Ayúdame, og det behøver ikke at have noget at gøre med søgningen efter biologisk ophav. Det, at komme under hu- den på børnene, er en gave i sig selv. De har givet mig så mange kærlige bemærkninger, anerkendende og forventningsfulde blikke, kram, kys og smil, at jeg til tider har været flyvende. Høj på kærlighed. Ayúdame er fuld af kærlighed.

Maria Clemencia og jeg under mit sidste besøg på Ayúdame i forbindelse med mit frivillige arbejde.

Maria Clemencia og jeg sommeren efter. Fotoet er helt præcist  fra juli 2014.

Artiklen er oprindeligt skrevet til Adoption & Samfund, blad. nr 4 som blev udgivet i 2013